10 gode grunde til ikke at støtte den danske kulturarv i form af industrielt svinekød
Udgivet den 20. januar 2016 by Lone Landmand (teksten er gengivet med forfatterens tilladelse. Besøg Lones blog, og se vigtige kommentarer)
Her får du 10 gode grunde til at afholde dig fra at spise konventionel dansk burgris – kulturarv eller ej.
1. Almindeligt dansk svinekød er unødvendig lidelse skåret i småstykker, lagt på en form for trusseindlæg og forseglet i en kunstig atmosfære. Et slagtesvin i en konventionel dansk svinestald har ifølge loven et areal på 0,65 kvadratmeter at boltre sig på. Når en næsten slagteklar gris ligger ned, fylder den omtrent 65 centimer i bredden. Den må således kun være 1 meter lang, for at det lovformelige regnestykke går op. Det ved grisene ikke – de er noget længere end 1 meter. Slagtesvin ligger umådelig tæt i deres stier, og når de står op, er der stort set ikke plads til bevægelse. Men så vokser de desto hurtigere.
2. Grisene får slatne muskler af al den inaktivitet, men det er ikke det værste ved kødkvaliteten. Det virkeligt grumme er, at deres omgivelser er præget af afføring. Både på spaltegulvet, på et eventuelt fast stykke beton og i luften. Grisenes hud er i kontakt med deres egen og stifællernes afføring døgnet rundt, og den luft, dyrene indånder, er tung af ammoniak. Det første er værd at tænke på, hvis man holder af bacon, flæskesvær eller det sprøde ovenpå flæskestegen, det sidste er kilden til den bismag, som staldkød altid har. Den dårlige luft trækkes til stadighed ned i grisenes lunger, derfra sendes den med blodet rundt i kroppen og bringes ud til hver eneste muskelfiber. Det kan lugtes, når man smider et stykke kød på en hed pande, men det er bedre at lade være. Der er faktisk ikke én god grund til at spise konventionelt dansk svinekød.
3. I konventionelt dansk landbrug fodres grisene med GMO-afgrøder på trods af de kendte skadevirkninger, og mavesår forefindes i udbredt grad indenfor svineproduktionen. Genmanipulerede afgrøder er bare billigere, og det overgår hensynet til dyrene og de mennesker, der efterfølgende spiser kødet.
Vi holder os ikke for fine til at eksportere en miljøkatastrofe eller to. Svin skal have protein for at vokse så hurtigt som muligt og udnytte deres genetiske potentiale optimalt. Proteinfoder dyrket i Danmark er dyrere end importeret genmanipuleret soja fra Sydamerika, og derfor fodres der med sidstnævnte.
I Danmark mener vi, at genmanipulerede afgrøder er uacceptable at dyrke. I Danmark forstås. Hvis det foregår i et andet land, er sagen en anden – så køber vi det derfra.
Jo flere grise, der avles i Danmark, des flere sojabønner skal der til, og udvidelsesmuligheden ligger i at fælde mere regnskov i Argentina eller Brasilien og så bønner.
Selve dyrkningen er som tidligere nævnt voldsomt belastet af sprøjtegifte. Da dyrkningen ikke foregår i Danmark, har vi ingen kvababbelser over, at nogle af giftstofferne er ulovlige herhjemme på grund af de omfattende skadevirkninger.
Vi kan også leve med de skader, som både landarbejderne og lokalbefolkningen får af giftstofferne. I eksempelvis den argentinske provins Chaco er et stigende antal mennesker ramt af leukæmi, kræft, svulster, spontane aborter og misdannelser. Det er ikke usædvanligt, sjældent eller tilfældigt. Det er veldokumenteret og katastrofalt for hvert eneste berørte menneske og dets familie.
Men den danske eksport af svinekød er meget vigtig.
4. Den danske industrielle svineproduktion er den enkeltstående faktor inden for fødevaresystemet, som påvirker os mest. Og det er uanset, om du spiser konventionelt svinekød eller ej.
En betragtelig del af det danske areal går til at dyrke foder til svin; primært hvede og raps. Udover de voldsomme forekomster af monokulturer, som sætter præg på landskabet, er opdyrkningsgraden af dette land exceptionel. Spredningen af sprøjtegifte og svinegylle har medført en sjældent set artsfattigdom, og naturen er kåret til at have det decideret skidt i Danmark. Vi har bare vænnet os til det.
5. Det smagsløse og væskedrivende produkt fra de indespærrede dyr er gået fra at være nationalspise til en mere afdæmpet position i takt med, at bl.a. billigere oksekød er blevet en selvfølge i indkøbskurven. Det betyder ikke så meget for erhvervet, da kun ca. 10 % af produktionen er til hjemmemarkedet. Lidt mere hvis det står til et flertal i Randers byråd. Forureningen fra 100 % af produktionen bliver derimod herhjemme.
6. I kølvandet på den industrielle svineproduktion følger en række problemer. Her nævnes i flæng: Langvarige grisetransporter til Tyskland og Polen, skuldersår, de menneskelige omkostninger i Sydamerika ved produktion af fodersoja til danske svin, det enorme areal der i Danmark bruges til at lave foder på i stedet for menneskemad, forbruget af sprøjtegifte, uoprettelige konsekvenser for biodiversiteten i den danske natur, udvikling af antibiotikaresistente bakterier, udledning af hormoner og kobber til naturen, belastning af grundvandet med næringsstoffer og pesticider, natur- og miljømæssige konsekvenser for vandløb, søer, åer og hav, de mange landsbyer der lider under udvidelserne af svinefabrikkerne, med værdiløse huse og halvtomme byer til følge, og så videre.
7. Ensretningen af markerne med storproduktion af afgrøder til svinefoder – den deraf følgende belastning i form af sprøjtegifte, kobber og zink og strukturskader herunder jordpakning og pløjesål – ødelægger på sigt den dyrkbare jord. Og der er altså ikke tale om et hjørne af sandkassen, men om langt over halvdelen af Danmarks areal.
Udover næringsstofferne bærer kloakvandet i form af gylle også en række bakterier, hvoraf nogle er sygdomsfremkaldende, og andre er antibiotikaresistente. Hos visse typer er der bingo på begge plader. Den danske svineproduktion har givet os en artsfattig natur, vi har fået forgiftet en række drikkevandsboringer, ejendomme forringes, og nu har vi også bakterier, der for mange kan få invaliderende eller dødelig udgang. Kan vi ikke stoppe industriel svineproduktion af hensyn til dyrene, er der al grund til at gøre det af hensyn til os selv.
8. Endelig er der den ukontrollable ammoniakfordampning fra både ventilationsanlæg på staldene, fra gylletankene og fra den spredte gylle på jorden. Ude af øje, ude af sind har fungeret i mange år, men fordampningen er slet ikke så usynlig, som erhvervet måske kunne ønske sig. Den ses i form af grønne belægninger på husenes røde teglsten, den ses på trægelændere, terrassebrædder og fliser, og så ses den i stor udstrækning på den artsfattigdom, som præger vores skove, heder, moser, manglende overdrev, søer, åer og havet.
Når ammoniakken stiger til vejrs omdannes den med tiden til ammonium, og den slags giver surhed over hele linjen. Det, der skulle være vores vilde natur, bliver konstant gødet og forsuret.
Resultatet er fortrængning af arter, som trives på næringsfattige steder, og med tabet af floraen følger faunaen – alting hænger sammen på forunderligste vis.
Ingen steder er længere rigtigt næringsfattige, heller ikke vandmiljøet. Ammoniakforbindelserne regner ned året rundt, og sammen med den direkte udledning af bl.a. kvælstof fra markdræn til grøfter, åer, fjorde og havet udgør de ca. 28 millioner grises efterladenskaber grobunden for algevækst, bundvendinger og havdød.
9. Helt tilbage i år 2001 lavede EU et direktiv, som skulle give de omkring 150 millioner producerede europæiske svin et minimum af velfærd. Siger og skriver et minimum.
Direktivet blev strammet op i 2003 og indeholder et klart forbud mod rutinemæssig halekupering af grisene.
I dansk industriel svineproduktion overtrædes loven konsekvent – mindst 95 % af alle grise får skåret knap halvdelen af halen af; uden bedøvelse for dyrlægebesøg ville være for kostbare. Kuperingen foretages, fordi grisene ikke kan lade være med at bide i hinandens haler.
Grisene bider i hinandens haler, fordi de er stuvet sammen på meget lidt plads i et stimulifattigt miljø med en ammoniaktung luft. De er stressede og bider i kedsomhed og desperation. Halekupering virker – for svineproducenten.
Halestumperne har blottede nerveender, og udover at de derfor er hyperfølsomme, så grisene flytter sig, når andre grise forsøger at bide, så skal man være noget fantasiløs for ikke at anerkende eksistensen af de fantomsmerter, som også mennesker oplever i mistede legemsdele.
Det gør med andre ord ondt – både under afskæringen, når artsfæller gumler på stumpen og i hele resten af grisens korte liv. Derfor er det strengt forbudt.
I Sverige overholder man loven. I Danmark hverken overholder eller håndhæver man den. Og det gør dansk svinekød meget billigere end bl.a. svensk, for de ømme halestumper sikrer for det første, at man kan have flere grise i stierne, og for det andet at man kan spare sig ulejligheden med at tildele halm eller andet rodemateriale i væsentligt omfang. En bedre produktionsøkonomi er resultatet. For de danske svineproducenter altså – ikke mindst fordi de kan overtage markedsandele fra de svenske producenter, som de på ulovlig vis udkonkurrerer.
Den slags kan godt få én til at undre sig, for i en sag som denne er bevisbyrden ganske klar – gå ind i stalden og kig på grisene. Tæl de intakte haler og udfyld kontrolskemaet. Hvorfor udbetaler EU nogen form for landbrugsstøtte til landmænd, som overtræder EU-lovgivning? Hvorfor tillader kommissionen, at nogle medlemslande ustraffet lader hånt om fælles vedtagne regler, som skal sikre lige konkurrencevilkår?
10. Sammenfatning: Konventionelt dansk svinekød giver ved tilblivelsen længerevarende skader på omgivelserne; vildt dyreliv, jorden, atmosfæren, havene og ferskvandet. Kødet er fremkommet med følge af unødig lidelse herunder skader på dyr og mennesker, samt manglende opfyldelse af behov. Sidst men ikke mindst indeholder konventionelt dansk svinekød uvedkommende og uvelkomne stoffer.
En miskultur vi godt kan undvære
Lone
DANSK KULTURARV
20. januar 2016 af Johs. Thomsen